Viser indlæg med etiketten jul. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten jul. Vis alle indlæg

søndag den 23. december 2012

Vi juler, hygger og bager peberkager

Glædelig jul allesammen :) 
Jeg er tilbage på bloggen i januar igen. KH K :)

Svenske peberkager - find opskriften her


Gustav har fået et Great Coffee forklæde for at stå model for ejeren ... (!) Det er et super fedt forklæde i kraftigt denim med læderstrop og kanvasagtigt bindebånd! Meget mandigt og perfekt til Gustav, som for det meste står for madlavningen her hjemme! :) 

torsdag den 20. december 2012

***

Jeg bruger tiden i disse dage på at få shoppet de sidste julegaver! I Gustavs familie prøver vi at begrænse gaveræset til én gave. Konceptet er meget simpelt; man trækker hver især et navn på den, man skal købe en 500-kroners gave til. Reglerne skal vist diskuteres igen inden næste år, for der er lidt delte meninger om, hvorvidt man skal sende ønskesedler - eller bestillingssedler, som det jo ofte bliver - rundt! Udover den ene gave, giver vi også gaver til børnene. 

I skrivende stund mangler jeg kun de sidste småting, men igen i år er det Gustavs gave, der volder mig de største kvaler! Faktisk sidder jeg lige nu og overvejer, om jeg skal bytte den gave, jeg allerede har købt og finde noget andet! Bøvlet! :)

I går havde Silke nisserne med hjem fra børnehaven! Vi lavede en halskæde og et armbånd til dem hver, og så drillede de selvfølgelig løs ... Gemte Silkes melon, holdt nissebal hos Silkes onkel og tante, bandt hendes nattøj op i lampen og puttede en kartoffel i hendes "pus" i stedet for gaven fra Julemanden som lå i ovnen!  Til aften lavede Gustav fiskefileter med ovenbagte kartofler og spidskålsalat.

Jeg har også nået at shoppe lidt juletøj til børnene og mig selv. En lille skjorte til Theo, som han skal have på juleaften. Åh, jeg tror han bliver SÅ sød og fin i den :) Hans første lille skjorte. Til Silke fik jeg købt en bluse, som jeg tænker, hun kunne have på til sit tylskørt! Men det er desværre ikke helt til at vide, om hun kan lide den eller ej. Hun har en bestemt mening om, hvad hun vil have på, og hvad hun ikke vil have på! På det senseste har jeg virkelig forsøgt at lægge bånd på mig selv og min trang til at kontrollere hendes tøjvalg!! :) Det ender i alt for mange konflikter, når jeg blander mig, så hele denne uge har hun selv fået lov til at vælge noget tøj (der passer til årstiden selvfølgelig)! Tit får hun det omvendt på, og så er det sådan det bliver(!) 
Jeg købte også en kjole til mig selv, som jeg allerede nu ved, bliver et sikkert hit! Jeg kiggede også på denne, men jeg lignede en sæk kartofler i den - desværre!



fredag den 14. december 2012

Homemade kjole vs tyl fra Netto!

Jeg er ENDELIG blevet færdig med en kjole til Silke! Kender I det der med, at man har stof liggende så længe, at man når at blive træt af det, inden man overhovedet er gået i gang? Sådan havde jeg det med det her stof! Og mønsteret! Suk! Det nåede jeg bare at blive træt af 100 gange! Knaphulstolpen drillede, jeg læste mønsteret forkert, da jeg skulle sy belægningen på kjolen og ærmet passede ikke, da jeg skulle sy det på, så jeg måtte lave en lille rynketråd! Og nu vil Silke selvfølgelig ikke kendes ved kjolen og nægter at prøve den. 

Til gengæld elsker hun sit nye tylskørt fra Netto, som hun allerede har haft på tre gange i denne uge, og jeg begynder så småt at fortryde mit køb en smule ... Men siden sidste år, har jeg haft "sy tylskørt" på min to-do-liste, og jeg må bare erkende, at jeg ikke lige får det lavet foreløbigt, så da jeg så et i Netto til 69,- slog jeg til! Eller jeg mener, det var selvfølgelig Julemanden, der slog til, for Silke har nemlig fået det i sin "pus" af Julemanden :-) Det er normalt bare små overraskelser, der kommer i pussen, så skørtet her er i den dyre ende og en undtagelse! Men nu var det købt, og da jeg manglede én gave for at have 24, kunne skørtet jo ligeså godt tælle med.  

Tror I på Julemanden hjemme hos jer? Mine forældre gik all in på fortællingen. Jeg havde en pus :) - det hedder det nemlig i Sønderjylland, hvor jeg er fra - i vindueskarmen, som Julemanden lagde godter i, hver dag fra d. 10. december. Jeg husker også tydeligt, at min søster og jeg har sendt breve til Julemanden, vi har været på loftet efter gaver fra selveste Julemanden, mens det også er ham, der altid tænder lysene på vores Juletræ d. 24. december. 

Jeg tror, at Gustav og jeg vil fortælle historien i en lidt mere neddæmpet version - lidt a la "det-er-bare-noget-vi-leger". Sidste år havde jeg travlt med at fortælle, at Julemanden bare var for sjov! En far der havde taget Julemandsdragt på. Det var jeg nødt til, for Silke var skrækslagen hver gang, hun så ham. I morgen når hun ser, at Julemanden har lagt en gave med de perler, vi sammen har købt i Søstrene Grene, ved jeg også, at hun er klog nok til at lugte lunten ... Lidt i hvert fald! Og det synes jeg er fint! Hvis hun er med på, at det med Julemanden bare er noget vi leger :)  

Mønsteret er forresten fra bogen "Sy til piger" og den model, der hedder G - kjolen på forsiden. Da jeg skulle tage billeder, kom Theo lige og kramsede lidt :) 
   

onsdag den 12. december 2012

Konfekttid

I weekenden hyggede vi os sammen med gode venner. Vi lavede konfekt, spiste æbleskiver og drak gløgg, mens ungerne legede og spiste alt for meget slik! Desværre fik jeg kun produceret, hvad jeg vil kalde, en beskeden portion, som hurtigt slap op. Ak! Så jeg har været nødt til at lave lidt mere af den lækre julekonfekt ... :)
Marcipanen har jeg fået foræret af Anton Berg, som i år har lavet en opdateret version af deres originale Ren Rå Marcipan, som vi kender den, i en ny emballage og med 62% mandler.

Jeg var ikke så nytænkende, da det kom til form! Som I måske kan se på billederne? Til gengæld har jeg forsøgt at peppe indholdet lidt op, så jeg har lavet konfekt både med lakrids og karamel.   

Jeg har lavet fem slags konfekt i alt: 
#1 Inspireret af Mette Blomsterberg har jeg trillet kugler af marcipan og nougat, dyppet dem i chokolade og trillet dem i hakkede mandler. Mette Blomsterbergs oprindelige udgave er med valnødder og uden nougat  
#2 Marcipan og nougat dyppet i mørk chokolade og drysset med sølvglimmer
#3 Marcipan og nougat trillet i lakridspulver og dyppet i chokolade 
#4 Marcipan og karamel dyppet i chokolade og pyntet med en fin, hvid mandel
# 5 Marcipan blandet med hakkede mandler og dyppet i chokolade    

Jeg har for første gang forsøgt at forvandle kondenseret mælk til karamel og brugt det i min konfekt! Jeg er ret fascineret af forvandlingen. Til de af jer, der ikke kender tricket, så koges en dåse kondenseret mælk i en gryde med vand i tre timer. Sørg for, at dåsen er helt tildækket med vand under kogningen. Efter kogningen skal dåsen køle af i en times tid og så ... Voila ... Har du lækker karamel, som du fx kan bruge i din konfekt :) Eller på brødet, til din morgenmad, til æbler, kager, desserter osv.





I kan finde flere konfektlækkerier her og her :) KH K 

mandag den 3. december 2012

En dejlig juleweekend

Vi har haft en skøn weekend i fantastiske rammer! Fyldt med julestemning, kager, børn, mad, vin, og venner! Det lugter allerde lidt af en årlig tilbagevendende tradition, for det er andet år i træk, at weekenden arrangeres. Vi kom fredag aften, hvor vi pyntede juletræ, hørte julemusik, spiste æbleskiver og drak gløgg. Lørdag var dagen for den store bagekonkurrence, så køkkenet var fyldt med små som store bagere, og som I kan se, var niveauet ganske højt. Alle kager skulle selvfølgelig prøvesmages, så der kunne findes en vinder, som i år blev Højkol lagkagehuset med appelsin, creme, chokolade og makron! Nam :) Ellers har vi gået tur i det kolde vejr, leget, spist julefrokost og spillet pakkespil :)    
Eneste skår i glæden er, at jeg vågnede søndag morgen med øjenbetændelse! Og det er kun blevet værre! Argh! Det er Silke, der har smittet mig! Går jeg ud fra. Og jeg har ellers være SÅ påpasselig med at vaske og spritte mine hænder hver gang, jeg har haft fingrene i det stads! Og alligevel ... Så nu sidder jeg her med et stort, hævet, rødt øje!! Og venter på, at den dumme virus sikkert spreder sig til mit andet øje!   











Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Share It