Viser indlæg med etiketten opskrift. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten opskrift. Vis alle indlæg

mandag den 12. august 2013

4 års fødselsdagsmenu (i den søde afdeling)

Silkes 4 års fødselsdag fejrede vi i solskin i haven forrige weekend og hun havde en rigtig dejlig eftermiddag! Fødselsdagsmenuen bestod af ægte fødselsdagsboller efter denne opskrift. De tager lidt tid at lave i følge Gustav, fordi dejen skal rulles og lægges sammen og rulles og lægges sammen og rulles og .... Men til gengæld bliver resultatet, blødt, svampet og virkelig L Æ K K E R T! :-) Fødselsdagskagen blev jordbærtærten med et pift af blåbær. I denne fødselsdagsversion blandede jeg mascarponemassen med flødskum og i stedte for at lægge bærerne pænt, "smed" jeg dem lidt tilfældigt på kagen sammen med nogle blåbær og til slut en gren ribs. Eftermiddagens hit - hvis jeg selv skal sige det - :) var mine jordbærpinde. Og det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg laver dem! De var nemme at lave, virkelig lækre og bare ret fantastiske :-) Som pind har jeg brugt et papirsugerør og som et ekstra lille twist, har jeg drysset lidt krymmel på chokoladen inden den størknede.




torsdag den 11. juli 2013

Jordbærtærte!

Hvorfor ikke lave en jordbærtærte? Det gjorde Silke og jeg i går, og den blev god, siger jeg bare ;) Opskriften har jeg fra en veninde og den følger her:



400 g jordbær

Mazarinbund:
125 g blødt smør
125 sukker
125 g marcipan
50 g mel
2 æg
75 g mørk hakket chokolade

Ca. Et halv krus ribsgele (varmes op i en gryde). Og hældes til sidst over kagen - stivner herefter.

Mascarponecreme:
250 g mascarpone
2 spsk. Vaniljesukker
Evt. en kvart piskefløde (pisket til flødeskum) som kan blandes sammen med mascarponecremen, så den bliver ekstra luftig og yummi.

Fremgangsmåde:
Pisk smør og sukker med elpisker, til det er hvidt og luftigt. Del marcipanen i små stykker og bland den i smørmassen. Tilsæt mel og til sidst æggene, ét ad gangen. Rør til massen er samlet. Smør en tærtebund med smør. Sæt den i køleskabet til smørret er koldt.  Læg et stykke bagepapir i bunden og op af kanterne, og smør også det. Hæld mazarinmassen i formen - den må ikke komme helt op til kanten.

Bag ved 185˚C (varmluft) i 30-35 min, eller til den er pæn lysebrun - jeg bruger aldrig varmluft, for det har aldrig rigtig fungeret for min ovn ...  Lad efterfølgende kagen køle lidt af i køleskabet, inden den tages ud af formen. Den hakkede chokolade fordeles på den lune kage.

Pisk mascarpone med vaniljesukker og evt. lidt appelsin eller citronskal. Skyl og nip jordbærrene og skær dem i halve. Når kagen er helt kold, og kagen har sat sig, sprøjtes mascarponecremen på. Pynt
med masser af jordbær og hæld ribsgele over. Det med geleen springer jeg over - mest af alt fordi jeg ikke kan få det til at se pænt ud :) Det kommer mest til at ligge i klatter - måske kender nogen tricket??

mandag den 17. juni 2013

Veggie sandwich

Må jeg anbefale en sandwich? Vegetarsandwich med aubergine og bagt peberfrugt! Meget lækker kan jeg love jer. Det ved jeg, for jeg spiste den nemlig til frokost i sidste uge på jobbet lavet af selveste kokken fra Grene cafeen i Århus. Opskriften finder I her. Kh K :)

Foto er  venligst lånt hos grenes.dk

onsdag den 15. maj 2013

Rabarber!

Jeg elsker rabarber. I kage. Som saftevand. Marmelade. Madlavning i det hele taget. Vi har desværre ingen køkkenhave, så jeg må ty til Føtex, når jeg skal "plukke" mine rabarber! I sommerhuset lavede min svigerfar rabarbercrumble udfra en opskrift i et gammelt Alt for Damerne. Opskriften er oprindeligt med pærer og brombær, men frugterne kan man jo i princippet bytte ud med hvad som helst. Sidste år lavede jeg denne rabarbercrumble med, rosmarin, ingefær og marcipan(!) Virkelig god, hvis jeg selv skal sige det :) 

Opskriften på weekendens crumble kommer her! 



Opskrift på rabarbercrumble:

125 gram koldt smør
50 gram grofthakkede mandler
50 gram makroner, knuste
75 gram sukker
100 gram hvedemel
1 bundt Føtex-rabarber :-) 
1/2 tsk stødt kardemomme
1/2 tsk vaniljesukker
1/2 tsk citronskal

Smuldr smør og mel med fingrene i en skål og tilsæt sukker, mandler og makroner. Bland det godt sammen. Kom Rabarber i et tærtefad og drys med kardemomme, citronskal og vaniljesukker. Kom dejen henover. Bag kagen i ovnen ved 200 grader i 30-35 minutter til rabarberne er møre og crumblen er gylden. Spis kagen lun med en stor skefuld flødeskum - eller cremefraiche. 

ENJOY !!

tirsdag den 23. april 2013

Gulerodskage!

Lige siden en af mine kollegaer have gulerodskage med på arbejde i anledningen af hendes fødselsdag, har jeg haft lyst til den kage! Altså, den er god! ... Jeg har allerede lavet den to gange, og så længe er det heller ikke siden, hun havde den med. Men den er uimodståelig lækker, nem at lave og man kan jo næsten sige, at den er sund(!) Uden smør og sårn ... ;) Jeg har fået lov at dele opskriften - den kommer her med nogle enkelte justeringer: 


150 gram sukker
3 æg
1 1/4 dl rapsolie eller anden smagsneutral olie
150 gram hvedemel
1/2 tsk vaniljesukker
1/2 tsk kanel
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk natron
1/4 tsk salt
300 gram revet gulerødder
50 gram rosiner
50 gram hakkede nødder (fx hasselnødder, valnødder el. mandler)

Glasering
200 gram flødeost
50 gram flormelis
lidt citronsaft
lidt vaniljepulver/el. vaniljesukker

Sukker og olie piskes godt sammen. Æggene tilsættes et ad gangen. Alle det tørre blandes sammen og røres i æggemassen. Gulerødder, rosiner og nødder røres i. Læg bagepapir i en springform og hæld dejen i. Bag ved 175 grader i ca 45 min. 

Glasering: 
Pisk ost, flormelis og citronsaft sammen og smag til med vanilje. Kom på kagen! 

MUMS :)

søndag den 7. april 2013

Store bagedag (+ hjemmesyet forklæde)

Jeg har syet et lille forklæde til Silke af en rest stof herfra, så det var oplagt at bage medaljer med Dr. Oetkers nye bagestabil kagecreme, som vi har modtaget sammen med pynt og glasur. Vi tog medaljerne med på besøg hos venner, og gav børnene frit spil med dekoreringen. Det var et stort hit :-) 


 Det halter med stylingen ... Her ses et meget krøllet forklæde ... Tsk...

Opskriften på medaljer: 

(8 stk.)

Super lækre kager, som kan varieres i en uendelighed. Riv lidt appelsinskal i cremen og pynt med
chokoladeglasur, eller brug løs af sommerens skønne bær og frugter og tilsæt hindbærekstrakt til
glasuren for en skøn sommerversion. Sæt prikken over i’et med Dr. Oetkers meget fine pynt.

Ingredienser:
225 g hvedemel
100 g koldt smør i tern
50 g flormelis
1 æggeblomme str. M/L

Fyld:
2 dl letmælk
½ brev (50 g) Dr. Oetker Bagestabil KageCreme
3 dl piskefløde

Pynt:
200 g flormelis
2 spsk. kogende vand
Evt. Dr. Oetker Konditorfarve
1 dl piskefløde
8 friske hindbær eller jordbær
Dr. Oetker krymmel

Tilberedning:
Kom hvedemel i en skål og smuldr smørret heri, til konsistensen bliver som
rasp. Tilsæt flormelis og æggeblomme, og saml dejen hurtigt. Pak dejen ind i
husholdningsfilm og læg den i køleskabet i mindst 30 minutter.

Tænd ovnen på 180° C traditionel varme.

Rul dejen ud på et meldrysset bord til en tykkelse på ca. 4 mm. Udstik 16 bunde (Ø 8
cm), og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag bundene i midten af ovnen i 10-12 minutter til de er gyldenbrune i kanten og
ovenpå.

Afkøl bundene på en bagerist.

Fyld: Hæld mælken i en skål. Med et piskeris piskes cremepulveret i mælken. Pisk
kagecremen 1 minut og stil den i køleskabet i 20 minutter.http://mitnu.blogspot.dk/2012/08/diy-dukkepusletaske.html

mandag den 18. marts 2013

Opskrift på quinoasalat

... selvom det ikke er min, må jeg dele den med jer. Opskriften på den lækreste quinoasalat:) I kan finde opskriften her. Jeg håber, at I alle har haft en dejlig weekend? Selv har jeg været på Sjælland for at fejre Gustavs fødselsdag lørdag. Og i går var Silke inviteret til en lille event i København, som I nok skal høre mere om :) KH K


Billeder er lånt fra Søstrene Grenes hjemmeside.

søndag den 10. marts 2013

Søndagsmad

Ifølge vores madplan, skulle vi have kylling i kokosmælk i aften. Jeg har taget udgangspunkt i en opskrift på en Tahi ret; Kylling i rød karry som engang var bragt i Alt for Damerne. Den originale opskrift får I her. Min version manglede citronpeber og forårsløg. Og chili - desværre! Men vores børn reagerer ikke specielt godt på al for stærkt mad. 


1 ds. kokosmælk
1 1/2 tsk rød karrypasta
1 tsk finthakket citrongræs
lidt chili i tynde skiver 
300-400 g kylling skåret i strimler
2 dl. vand
1 bundt forårsløg skåret i mindre stykker
2 gulerødder
1 1/2 tsk sukker
lidt salt
1 spsk fiskesauce
1 lime, saften herfra

Hæld koksmælk i en gryde og opvarm det. Rør herefter rød karry og citrongræs ud i den kogende kokosmælk. Tilsæt kylling og kog det i 6-8 minutter, indtil det er færdigtilberedt. Kokosmælken skiller lidt under kogningen, men den samler sig igen, når de øvrige ingredienser kommer i. 
Tilsæt vand og grøntsager og kog 4-5 min. Krydr med sukker, fiskesauce og limesaft. 

Normalt ville vi servere fuldkornsris som tilbehør, men i aften fik vi fuldkornsbulgur. Som tilbehør var der også ærter og soyabønner. Mest for børnenes skyld. 

onsdag den 27. februar 2013

Smoothiemund og stribede sugerør

Jeg har fundet stribede retro sugerør i Tiger til en tyver. Gårsdagens eftermiddags lækkerier bestod af smoothie serveret med sugerør. Noget begge mine børn lynhurtigt slubrer i sig. 


Opskrift på denne smoothie


1 stor moden banan
1 meget stor håndfuld frosne hindbær 
1 håndfuld frosne blåbær (som siges at skulle være gode for hukommelsen) 
Blendes sammen med rismælk (fyld i, så du synes konsistensen er den rette efter din smag) 

Fordelen ved at bruge rismælk er, at du ikke behøver at tilsætte sødestof som fx vanillesukker, stevia eller honning. Jeg synes, rismælken tilfører sødme nok i sig selv. I øvrigt foretrækker jeg min smoothie frisk i smagen frem for sød.


onsdag den 13. februar 2013

Mit mest populære indlæg

Det indlæg der har haft flest besøgende i al min bloggerlevetid er min svigermors løgtærte! Den er virkelig også lækker, så jeg synes, den fortjener at få lidt fornyet opmærksomhed. Måske er der nogen af jer, hvis næse den er gået forbi? Og det ville være en skam :-) Find opskriften her. God dag til jer alle. KH K :)


mandag den 11. februar 2013

Weekend-øjeblikke fra mit nu!

#1 Det her billede går lige i hjertet på mig! Åh, hvor er det skønt at se sine to små i leg. 
#2 Moars dejlige dreng :)
#3 Gustav har bagt kage. Find opskriften her! Den smager F A N T A S T I S K
#4 NEM aftensmad - hel kylling fra Føtex(!), dampede rodfrugter som min søde veninde K laver dem - i en gryde med olie og alle dine yndlings krydreurter under låg ved svag varme i 30 minutter. Og bønner på panden med hvidløg og salt som min mor laver dem
#5 Herhjemme er der ingen sure ansigter ved smagen af citron ...?
#6 ... eller sure agurker
#7 Theo spiser helst stående i sin stol og slængende ind over bordet(!) 
#8 Hjemmelavet pizza med kartofler og pølse fra Aalbæk, pesto og frisk timian



lørdag den 26. januar 2013

Sådan ser man ud, når man ...

....

#1 Har sovet en lur på 6 timer på nær et kvarter!
#2 Har tanket diesel på en benzinbil!!! 
#3 Har en vild hårvækst og i den grad trænger til at få studset pandelokkerne
#4 Smiler selvom man er syg. IGEN
#5 Drikker smoothie og kan lide det
#6 Hammer glasset ned i bordet og automatisk lukker øjnene, når lyden kommer



Åh ja! Jeg tror ikke, jeg burde knytte alt for mange ord til min weekend so far ... :-) I går måtte jeg hente Silke i børnehaven, fordi hun er blevet syg. IGEN! Sådan er det jo med små børn, men når man kun har været i job i 14 dage, så er det som om, at det er lidt ekstra træls ... Hun har været lidt mat i dag, men stadig haft energi til lege. Her til eftermiddag var hun også frisk nok på at tage med på shoppetur i i Stof og Stil efter stof til det helt store fastelavnsskrud. Silke vil gerne være prinsesse til fastelavn, og selvom vi har prinsessekjoler herhjemme, så har jeg alligevel haft lyst til at gå all in på sy-selv-prinsessekostume. Desværre nåede vi aldrig så langt, for da jeg skulle tanke bilen, kom jeg ved et uheld til at fylde diesel på! Shit altså ... Tak til min kære veninde E, hendes far og bror som kom mig til undsætning! :-) Nu holder bilen hos Automesteren og venter på at tanken kan blive tømt! Og tak til min mand for at tage det pænt :-)

Det sidste stykke tid, har jeg gået og strøget Theos pandehår væk fra øjenene ret konstant. I dag gik det op for mig, at jeg nok snart må tage action og gøre noget ved lokkerne! Jeg har aldrig klippet nogen i mit liv! Og jeg tror, jeg vil være virkelig dårlig til det! Når man ikke kan skrive på en lige linje på en blank side, så tror jeg altså heller ikke, man kan klippe lige! Derfor er jeg ret sikker på, at den rette løsning heller ikke er, at jeg selv fatter saksen. Silke havde et fint lille springvand, indtil jeg endelig tog hende til frisøren og fik klippet en lille page, ligesom jeg selv havde, da jeg var barn. Det var ikke engang særlig dyrt at få hende klippet, så det er ikke prisen, der holder mig tilbage, når jeg endnu ikke har fået klippet Theo. Det er nok allermest angsten for, at han ender med en forfærdelig grim frits! Jeg kan slet ikke se det for mig? Hvad siger I? Kunne det blive pænt nok med en haircut? 
Og hvad sker der lige for at sove en 6 timers lur??? Det er den vildeste rekord! Silke sov aldrig mere end 2 timer ad gangen! Der er Theo lidt bedre til at sove 3 timer! MEN 6 TIMER!!! ??? Både G og jeg måtte tjekke flere gange, om nu også han trak vejret!  

Smoothie har altid hittet herhjemme. Det gør den også hos Theo. Jeg plejer at blende en banan, et par håndfulde hindbær. Nogle gange erstatter jeg nogle af hindbærerne med blåbær. Så fylder jeg som regel rismælk eller almindeligt komælk i, så det lige dækker bærerne, og nu hvor Theo er 1 år, kommer jeg også lidt honning i. Mit hemmelige ingrediens som jeg vil dele med jer, er at komme et drys kanel i! Det smager ret godt, synes jeg :-) 

Håber I nyder jeres weekend. KH K :)    

mandag den 21. januar 2013

Hvad er weekend uden kage?

:-) Silke og jeg bagte kage i lørdags! Dog på lidt eksperimenterende basis! For nogle uger siden, besøgte vi en af Gustavs gode kamerater, der arbejder som kok! Han laver fantastisk mad, så det er altid en sand fornøjelse at blive inviteret til at spise aftensmad hos ham. Denne gang var ingen undtagelse! Han havde lavet det lækreste mad - bl.a. en god grønkålssalat, som jeg vil se om jeg kan gøre ham kunsten efter en af dagene! Jeg deler selvfølgelig opskriften med jer til den tid :-) Til kaffen serverede han det, jeg vil kalde fudge - små, bløde chokolade hapsere. Vildt lækkert! Heldigvis ville han dele opskriften med mig! Men som enhver anden kok, vil jeg gætte på, havde han lavet kagen lidt på slump, så jeg har været nødt til selv at eksperimentere lidt undervejs! Kagen er blevt god på trods, men næste gang, vil jeg putte mange flere nødder i og mere chokolade! 


Opskriften kommer her: 

250 gram sukker
250 gram mørk chokolade
250 gram smør
ca. 100 gram mel
4 æg

Smelt smør og chokolade i en gryde. Tilsæt så sukker og lad det smelte sammen med chokolade/smør. Pisk æggene til ensartet masse og tilsæt. Vend mel i og tilsæt hakkede nødder (jeg brugte valnødder og hasselnødder) og chokolade. Jeg glemte selv at holde øje med, hvor mange nødder jeg præcist puttede i, men jeg vil nok skyde på omkring 200 gram. Næste gang vil jeg putte dobbelt så mange i, altså 400 gram, og hakke 200 gram chokolade og blande i også! Bag kagen i 20 minutter på 150 grader. Den er stadig ret flydende, når den kommer ud af ovnen, og den skal være helt gennemkold, før den kan serveres. Jeg foreslår, at den laves dagen før, den skal spises, så den har tid til at sætte sig! Jeg ved godt, at det er svært at vente, når først kagen står og dufter dejligt ... :-) Ønskes en fastere kage, bruges 250 gram mel.
Enjoy ! :) KH K

tirsdag den 15. januar 2013

Opskrift på fødselsdagsboller

Hej derude (: Arbejdsdag nummer to er allerede længe forbi, og det går forrygende ... :) Her kommer en opskrift på helt igennem bløde, søde og usunde fødselsdagsboller! Normalt laver jeg dem kun, når mine børn fejrer fødselsdag, men i lørdags fik jeg en pludselig trang (!)   


Opskriften på ca. 12 boller kommer her:

6 spsk. lunken vand
50 g gær 
3. dl. mælk
50 g smeltet smør
ca. 7-8 dl. Ølandshvede 
1 tsk salt
3 spsk sukker
1 tsk kardemomme

Opløs gæren i vandet og tilføj de øvrige ingredienser. Husk! Tilsæt altid lidt af melet før sukker og salt, fordi det påvirker hævningen. Ælt dejen godt i minimum 5-10 minutter. Form bollerne og lad dem hæve i 25 min. Pensel med pisket æg og bag dem i 12 minutter på 225 grader.  


Jeg måtte beskære billederne ekstra godt, så I ikke kan se, hvor meget jeg roder, når jeg bager!!! Hvilket er afsindigt meget ... (: Underkend ikke god mel. Det betaler sig virkelig at anvende kvalitetsmel i sit bagværk! Ølandshvede kan bl.a. købes hos Irma.

KH K ;)

fredag den 28. december 2012

Opskrift på tiramisu

Vi skal have tiramisu nytårsaften. Opskriften kommer her! Billedet kommer på, når den er lavet :)

Den er NEM, NEM, NEM at lave :) Smager fantastisk og kan laves dagen før!

Creme:
500 gram mascarpone ost
4 æggeblommer
4 æggehvider
4 spsk. sukker
4 tsk. pulverkaffe  

Æggeblommer og sukker piskes til en luftig masse
Bland mascarpone ost og pulverkaffe i 
Æggehvider piskes stive og vendes med let hånd i massen 

Ca. 30 Ladyfingers

Fremgangsmåde
Læg ladyfingers i et fad og hæl/pensel dem med marsala/kaffe blanding (2. dl. marsala + 1 dl. stærk kaffe)
Fordel mascarponemassen oven på
Læg endnu et lag ladyfingers og pensel dem med marsalablandingen.
Slut af med mascarponecreme og drys med kakaopulver.

Jeg kan faktisk ikke helt huske, hvor stor portionen bliver! Det kommer også lidt an på, hvor store stykker, man forestrækker :) Men jeg vil umiddelbart skyde på ca. 8 personer.  



Flagranken er lavet af masking tape. 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Share It